Vedtægt for Nørrebros Børne- og ungdomskomité
(NØBU-Fonden)
Vedtægterne godkendt 10. april 2014 af den daværende bestyrelse
§ 1. Nørrebros Børne- og ungdomskomité, herefter kaldet NØBU-fonden, har til formål at støtte bestræbelserne for at give såvel børn som unge i bydelen Nørrebro en menneskelig og betryggende tilværelse.
Komiteen kan i overensstemmelse hermed tage initiativ til og medvirke ved opførelsen og driften Af børne- og ungdomsinstitutioner til gavn for børn og unge på Nørrebro. Komiteen kan endvidere give kontante tilskud til børn og unge, såfremt komiteen skønner, at der foreligger trang. Endelig kan komiteen på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med komiteens formål støtte børne- og ungdomsarbejdet på Nørrebro.
§ 2. Komiteens hjemsted er København
§ 3. Nørrebros børne- og ungdomskomité ledes af en bestyrelse på mindst 7 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Medlemskab af bestyrelsen er ikke begrænset til nogen bestemt periode. I tilfælde af afgang fra komiteens bestyrelse supplerer denne sig selv. Fondsmyndigheden skal godkende mindst 1 medlem. Ved afgørelse om optagelse af et nyt medlem skal mindst halvdelen af medlemmerne af komiteens bestyrelse samt yderligere et medlem stemme for optagelse. Hvervet som medlem af bestyrelsen er ulønnet.
Komiteen vælger af sin midte en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær.
Bestyrelsen kan udpege personer med særlig ekspertise og indsigt i børne- og ungdomsarbejdet på Nørrebro til at deltage i bestyrelsesarbejdet som tilforordnede uden stemmeret.
§ 4. Nørrebros børne- og Ungdomskomité afholder møde så ofte formanden eller 2 af komiteens medlemmer ønsker det. Indkaldelse til møde bør som regel ske med 8 dages varsel med en samtidig angivelse af dagsordenen.
Komiteens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal, men komiteen er kun beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er til stede og deltager i forhandlingerne. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Komiteen skal ved sin sekretær føre en af formanden autoriseret protokol, hvor forhandlinger og beslutninger indføres.
Et protokollat vil være at oplæse og godkende på komiteens nærmest følgende møde, hvorefter protokollen underskrives af formand og sekretær.
§ 5. Fondskapitalen, den bundne formue, består af de midler, der i henhold til fondslovgivningen og komiteens beslutning herom udlægges hertil på ethvert tidspunkt. Den bundne formue udgør pr. 31. december 1986 hele den del af egenkapitalen, der var investeret i realkreditobligationer.
Komiteen kan af det årlige afkast foretage henlæggelser til fondskapialen.
§ 6. Fondens midler anbringes bedst muligt i stats- og realkreditobligationer, der indforskrives i Forvaltningsinstituttet.
Der oprettes i et pengeinstitut til depotet hørende konti vedrørende henholdsvis fondens bundne midler og fondens frie kontante midler.
Kontante midler hørende til den bundne formue kan (re)investeres uden fondsmyndighedens godkendelse.
Depotet og kontoen for de bundne kontante midler forsynes med forbudspåtegning.
Som fondsmyndighed virker Socialministeriet.
§ 7. Af fondens nettoindtægt (med fradrag af henlæggelser) kan bestyrelsen i overensstemmelse med fondens formål uddele kontante tilskud i overensstemmelse med fondens formål, jf. § 1. Uddeling sker efter bestyrelsens skøn. Spørgsmålet om adgang til nydelse af tilskud kan ikke indbringes for domstolene, men afgøres af bestyrelsen, hvis beslutning er endelig.
Fondskapitalen, den bundne formue, kan kun anvendes i overensstemmelse med komiteens formål, jf. § 1, og efter godkendelse af fondsmyndigheden.
§ 8. Fondens bestyrelse udpeger en kasserer, der sammen med et pengeinstitut varetager opgaverne i forbindelse med forvaltningen af fondens bundne og disponible midler.
Fondens formand, næstformand og kasserer har to i forening fuldmagt til at underskrive med bindende virkning for komiteen.
Kassereren skal hvert år aflægge regnskab over for bestyrelsen inden 1. juni. Regnskabet følger kalenderåret. Regnskabet indsendes til fondsmyndigheden.
Kassereren skal underkastes revision af en statsautoriseret revisor, som ligeledes skal have adgang til at foretage uanmeldte kasseeftersyn.
§ 9. Hvis ændrede forhold gør det påkrævet eller hensigtsmæssigt at foretage ændring i vedtægten, skal dette kunne ske, når over halvdelen af fondsbestyrelsens medlemmer tiltræder ændringsforslaget. Fondsmyndigheden skal godkende vedtægtsændringer.
§ 10. Såfremt komiteen ophører med sit virke, vil henstående formue efter komiteens og fondsmyndighedens bestemmelse være at anvende til almennyttige formål fortrinsvis til gavn for børn og unge på Nørrebro.
Nærværende vedtægt træder ved vedtagelsen i stedet for komiteens stiftelsesvedtægt af 9. oktober 1974 som ændret den 17. august 1987.
København den 10. april 2014
Bestyrelsesmedlemmer:
Jytte Andersen ___________________________________________________________
Bodil Jensen _____________________________________________________________
Johannes Tofte ___________________________________________________________
Gert Blak Mogensen _______________________________________________________
Niels Rytter ______________________________________________________________
Klaus Mygind ____________________________________________________________
Helge Olsen ______________________________________________________________
Tilforordnede:
Ayhan Can _______________________________________________________________
Peter Veje _______________________________________________________________